Åbne hypermedier
From Leko Og Wiki
[edit] Problemet med monolitiske systemer
Før WWW kom blandt andet Meyrowitz frem til en diagnose for hvorfor hypermediesystemer trods alle gode visioner endnu ikke var slået rigtigt igennem og blevet en folkelig succes. Et af problemerne med 2.generations hypermediesystemer som f.eks. NoteCards, InterMedia og KMS var, at de var monolitiske og derfor kun kunne anvende deres egne applikationer.
"Carefully examining the systems created to date, however, uncovers asingle common thread that I contend explains why hypertext/hypermedia systems have not caught on: virtually all systems to date are insular, monolithic packages that demand the user disown his or her present computing environment to use the functionsof hypertext and hypermedia" Relevant litteratur Meyrowitz
De almindelige editorer til tekstbehandling, regneark, tegneprogrammer osv. var bedre end hypermediesystemernes editorer og det var derfor svært at få folk til udelukkende at anvende hypermediesystemerne. Det var ligeledes svært at få software-husene til at tilføje funktioner til deres applikationer som understøttede links og anchors da der endnu ikke fandtes standarder til denne praksis.
"Users are unlikely to wish to invest effort to tailor their applications, and software houses are not likely to wish to add link anchor handling facilities until some standard emerges for doing so" Relevant litteratur Davis, Knight & Hall
[edit] Åbenhed
For at imødekomme behovet for at få desktop-programmerne til at understøtte hypermediefunktionalitet blev der udviklet programmer som kunne fungere som mellemled mellem desktop-programmerne og en "light hypermedia link service". Tanken var at skabe integration mellem systemer og applikation ved hjælp af åbne strukturer og eksterne links og anchoring i stedet for indlejrede links. To af disse åbne hypermediesystmer var Microcosm og DHM. Se evt. Sammenligning af Microcosm og DHM.
3.parts applikationerne har meget forskellig evne til integration med hypermediesystemer. Der er i den ene ende af spektret fuld integration via tilføjelse af hyperfunktionalitet i applikationernes kildekode, via fleksible interfaces eller macro-programmeringssprog. Der er en semi-integration ved hjælp af shim- eller proxy programmer som fungerer som viewere og sørger for kommunikationen mellem det åbne hypermedie og 3.parts applikationen. Og i værste fald er der slet ingen forbindelse til hypermediefunktionalitet, så det eneste hypermediet kan gøre er at åbne applikationen (launch only).
Nøglen til succes er at adskille link og anker-information fra selve indholdet i 3.partsapplikationerne og istedet lægge disse informationer i en ekstern linkdatabase. På den måde er hyperfunktionaliteten ikke afhængig af 3.parten. Det eneste applikationerne skal kunne er at levere et objekt (en selektion), et id på selve filen og den handling brugeren har valgt på action menuen.
[edit] Augmenting the Web
Efter WWW var situationen lidt anderledes. WWW var ligesom de tidligere systemer monolitisk, men var i sig selv blevet en sådan succes, at alle andre systemer af sig selv skyndte sig at tilføje funktionalitet, der kunne harmonere med WWW. Der var imidlertid andre problemer med WWW som stadig kunne retfærdiggøre nødvendigheden af at videreudvikle arbejdet med åbne hypermedier. WWW var i første omgang en samling af afsender-modtager kommunikation, som kun gav brugeren mulighed for at surfe på nettet, men ingen skriveadgang på de lukkede sider. Her blev det en opgave for åbne hypermedier at tilføje et ekstra lag ovenpå de eksisterende sider, hvor brugere af samme system kunne tilføje links og kommentarer til eksisterende sider uden at der på selve siderne skete nogen ændringer. Arakne var et eksempel på et sådan system.
