From Arnoldsen

Links er det centrale, der gør at en tekst bliver til en hypertekst.

Normalt vil man opdele en hypertekst i en række komponenter, og det der skaber forbindelserne (og forhåbentlig også sammenhængen) i hyperteksten er netop linket.

Det bedst kendte link er det vi oplever på WWW, hvor et link forbinder en del i den tekst man læser med en anden komponent (en anden webside), så hvis man følger linket, så kommer man ind på den side der er linket til. Man kan i linket også angive, at man skal komme til et bestemt ankerpunkt i den side man linker til. Dette er et envejs link, hvor den del man linker fra også er et ankerpunkt, men fordi det ligger indlejret i siden, så kan man ikke "se" dette ankerpunkt i den side man linker til.

I nogen lukkede hypermediesystemer og i alle Web-augmenting værktøjer arbejder man med links der er gemt uden for komponenterne (eksterne links). Man kan stadig have det samme envejs link, men man får også mulighed for at linke på andre måder:

• Tovejs link (bidirectional link) er et link der forbinder to ankerpunkter i hver sin komponent, og som kan følges begge veje.
• Mangehovedet link (multiheaded links) er links der forbinder 3 eller flere ankerpunkter. Det gør at man er nødt til at vælge hvilke af linke man vil følge, når man klikker på et link.
• Generiske links er typisk noget der kan minde om en ord-forklaring, hvor man angiver et opslags-ord i linket og et ankerpunkt hvor det skal føre hen, men ikke hvor det skal komme fra. Når man så viser en side (komponent) så vil alle de steder hvor opslags-ordet optræder i teksten komme til at fremstå som et link, der henviser til det ankerpunkt der er angivet.
• Dangling links er også understøttet af indlejrede links, og det er ikke nødvendigvis alle systemer med eksterne der understøtter disse. Som en del af dexter modellen er dangling links faktisk ikke tilladt.

Ikke lineære tekster

Som en konsekvens af linket opstår den ikke lineære tekst, hvor forfatteren af teksten ikke længere kan planlægge læseforløbet på samme måde, som man kan i en normal bog (PDF-fil for den sags skyld), hvor det forventes at læseren starter i starten af teksten, læser sig igennem den hen til slutningen af teksten.

I den ikke lineære tekst er det læseren der styrer rækkefølgen i hvilke tekster man læser, og dermed kan læseren selv være med til at bestemme den oplevelse man skal have af teksten.