Flygt ud af kloakken

From Hyperfiktion

Henrik åbner øjnene og kigger rundt. Han ligger ude i en sump. Der er en tyk tåge, og han kan hører at mændene fra før snart er ved ham igen. Han kravler hurtigt ind i en busk og gemmer sig og prøver at finde ud af hvad grunden er til at de vil have fat i ham. De går rundt og leder efter spor fra ham men kan ikke rigtig finde noget. han trykker sig længere ned mod jorden da de går tættere på. Dog går den ene mand videre og længere væk fra Ham. De samles et stykke væk fra Henrik nu og han vil prøve at rykke længere væk fra dem. Han når dog knapt at tænke tanken færdig, da luften flænges af lyden fra mobiltelefonen som ringer. "Oh shit!" tænker Henrik og skynder sig at famle mobilen op af lommen, som synes at tage længere tid end nogensinde før. Rædselsslagen kaster han mobilen et godt stykke væk fra ham selv, Men for sent. De har hørt hvor han sad før og løber nu hen mod den busk. Henrik krummer sig helt sammen og venter på at de begge er helt tæt på. Han flyver op og giver den første mand en albue lige på kæben og den anden mand sparker han lige i brystet og derefter løber han væk fra dem. Han løber endnu en gang alt hvad han kan og håber på at finde nogen eller noget der kan redde ham. Mellem nogle træer kan han se et telt dækket med camouflage net. Han skynder sig derover og håber på at der ikke er nogen derinde.

Han går ind i teltet og ser store reoler fyldt op med ammunition og våben og tørt tøj. Uden at tænke særlig meget skynder han sig at klæde om og tage så mange våben og magasiner han kan bære. Han sniger sig ud i den anden ende af teltet og nu er det ham der jager dem. Langsomt sniger han sig tilbage mod hvor de 2 mænd var tidligere og der står nu mange flere end før. han tager en håndgranat frem og trækker splitten ud, holder den et sekunds ekstra og kaster så håndgranaten mod gruppen af folk.